Spørgsmål og svar

Vand og dermed effektiv kystbeskyttelse følger hverken matrikelskel eller kommunegrænser.

Udgangspunktet i Kystplanlægger er de konkrete strækningers kysttekniske forhold. Dette betyder, at f.eks. geomorfologiske kystprocesser og hydrauliske forhold ligger til grund for arbejdet.

Kystplanlægger er derfor baseret på risikobilledet og kysttekniske forhold frem for administrative skel.

Nej. Kystplanlægger er et værktøj, som kommunerne kan bruge til strategisk og operationel planlægning af kystbeskyttelse samt til at understøtte behandlingen af kystbeskyttelsessager, herunder kommunale fællesprojekter. Kystplanlægger ændrer ikke ansvarsfordelingen i kystbeskyttelsesloven.

Der er ingen handlepligt for hverken borgere eller kommuner som følge af Kystplanlægger. Der er tale om vejledende forslag, som kommuner eller borgere kan lade sig inspirere af og eventuelt vælge at arbejde videre med.

Udgangspunktet i kystbeskyttelsesloven er, at det er den, som opnår beskyttelse eller anden fordel af kystbeskyttelsen, skal betale for den. Vælger man i et borgerinitiativ at gå videre med et beskyttelsestiltag, skal man henvende sig til kommunen. Udgifter til udførelse og vedligeholdelse af projektet afholdes af grundejerne, som også selv kan aftale fordeling af udgifterne (bidragsfordeling).

Gennemføres beskyttelsen som et kommunalt fællesprojekt drevet af kommunen, kan kommunalbestyrelsen pålægge ejere af fast ejendom, som opnår en beskyttelse eller anden fordel ved foranstaltningen, en betalingspligt. Bidragsfordelingen fastsættes af kommunalbestyrelsen. Kompetencen hertil fremgår af kystbeskyttelsesloven.

Læs mere om bidragsfordeling

Kommunerne har et myndighedsansvar for behandling af sager om kystbeskyttelse efter kystbeskyttelsesloven. Loven forpligter ikke kommunerne til at gennemføre kystbeskyttelse, som f.eks. de vejledende løsningsforslag i Kystplanlægger.

Større sammenhængende kystbeskyttelsesindsatser over længere sammenhængende strækninger, som beskytter flere ejendomme, gennemføres oftest som et kommunalt fællesprojekt eller som tværkommunale fællesprojekter. Et kommunalt fællesprojekt kan starte på to måder:

• Kommunen kan af egen drift tage initiativ til at igangsætte en proces (§ 1 a, stk. 2)
• En eller flere grundejere kan anmode kommunen om at igangsætte en proces (§ 1 a, stk. 2).

Det kan både være en kommune eller et kystbeskyttelseslag, der er ansvarlig for projektet. Kommunalbestyrelse afgør, om et givent projekt skal fremmes og gennemføres. Kystdirektoratet skal afgive en vejledende teknisk udtalelse og yder vejledning til kommunen under processen.

Det er den beregnede risiko for oversvømmelser eller erosion, der er afgørende for, om der også fremgår vejledende forslag til kystbeskyttelsesløsning for strækningen.

Selvom der ikke foreslås løsningsforslag for en strækning vil der kunne forekomme oversvømmelse eller erosion, som kan medføre negative konsekvenser.

Det er kommunen, der skal afveje hensynene i kystbeskyttelseslovens § 1 og vurdere, om der er andre særlige forhold, der gør, at der lokalt kan gives tilladelse kystbeskyttelse.

De forslag til risikoreducerende tiltag, som fremgår af Kystplanlægger, har alene vejledende karakter. Der er i de vejledende forslag lagt vægt på, at disse skal have en dokumenteret risikoreducerende effekt.

Læs mere om kystbeskyttelsesmetoder

Det er kommunen, der tager stilling til en ansøgning om kystbeskyttelse og foretager en afvejning af hensynene i loven.

Risiko er en kombination af faren for en hændelse og de sårbarheder der kan tage skade eller gå tabt under hændelsen. Det kan skrives op som formlen:

Risiko = fare x sårbarhed.

Den beregnede risikoværdi opgøres som kr. pr. år. Ved en oversvømmelses- eller erosionsrisiko skal der både være en fare for, at oversvømmelse eller erosion kan forekomme og værdier (sårbarheder) i området, som kan tage skade eller gå tabt.

Risikoniveauet ændres, når faren og/eller sårbarheden ændres.

Uddybende information:

Når der arbejdes med oversvømmelse og erosion, er risiko defineret som en kombination af fare og sårbarhed.

Faren er sandsynligheden for og omfanget af oversvømmelse fra havet eller kysterosion.

Sårbarheden forstås som de håndgribelige og uhåndgribelige værdier, der kan gå tabt eller tage skade ved oversvømmelse eller erosion. I Kystplanlægger indgår kun de håndgribelige værdier i risikoberegningerne. Håndgribelige værdier er værdier, der umiddelbart kan tildeles en økonomisk værdi, som f.eks. bygninger og infrastruktur.

Uhåndgribelige værdier kan ses som et selvstændigt lag i WebGIS, men indgår ikke i risikoberegningerne i Kystplanlægger. Uhåndgribelige værdier er f.eks. kulturarv, som kan tage skade eller gå tabt, og negative følger for menneskers sundhed.

For at der er en oversvømmelses- eller erosionsrisiko skal der altså være både en fare for, at oversvømmelse eller erosion kan forekomme og værdier i området, som kan tage skade eller gå tabt.

De to faktorer indgår på lige fod, og risikoen defineres sådan:

Risiko = fare x sårbarhed. Den beregnede risikoværdi opgøres som kr. pr. år.

Risikoniveauet ændres, når faren og/eller sårbarheden ændres.

Farekort viser omfang og størrelse af oversvømmelse eller kysterosion for enten en historisk eller statistisk hændelse, f.eks. udbredelse af oversvømmelsen og vandets dybde under stormfloden Bodil eller tilbagerykning af kysten ved en 100-års stormflod på strækningen nordøst for Hundested.

Skadeskort viser økonomisk skade eller tab ved en hændelse. F.eks. skade på grund af de oversvømmelser, som Bodil skabte, eller skade, som kysttilbagerykningen nordøst for Hundested har forvoldt.

Risikokort viser økonomisk tab pr. år opgjort på baggrund af flere stormflodsscenarier og skaden, som hændelserne samlet set har forårsaget. Risikokort kobler den statistiske sandsynlighed for, at en hændelse forekommer, og de økonomiske konsekvenser af hændelsen.

Udgangspunktet for kystbeskyttelsesindsatsen i Danmark er, at det er grundejer, som er ansvarlig for at beskytte sin ejendom mod oversvømmelse og erosion. Dette grundlæggende princip er ikke ændret med Kystplanlægger og den nye risikovurdering.

I Kystanalysen fra 2016 er omkostningseffektiviteten af forskellige kystbeskyttelsesmetoder undersøgt. Analysen konkluderer, at sandfodring er den mest omkostningseffektive metode, når målsætningen er at standse tilbagerykningen af kysten. Kystanalysen viser også, at det er mest omkostningseffektivt at gennemføre erosionsbeskyttelse over længere strækninger, da omkostningerne pr. løbende meter kyst falder jo længere strækning beskyttelsen foretages på.

Læs mere om Kystanalysen

Læs mere om kystbeskyttelsesmetoder

Strategien Accept foreslås på strækninger, hvor det samlede risikoniveau er lavt. Der kan være områder på Accept-strækningerne, hvor risikoen lokalt er høj, og hvor der alligevel kan være behov for at reducere den. Det vil kræve en nærmere vurdering af grundejer eller kommune.

Strategierne fastlægges på baggrund af det samlede risikoniveauet på den fastlagte strækning. Der er mange strækninger rundt om i landet, hvor der kan ske oversvømmelse eller erosion, men hvor den samlede risiko for strækningen ikke er beregnet til at være tilstrækkelig høj til, at Kystplanlægger foreslår reduktion af risikoen på strækningen med en helhedsløsning.

Ved behandlingen af en kystbeskyttelsessag, skal en kommune altid foretage et konkret skøn i den enkelte sag. Strategierne er vejledende ligesom konkret forslag til kystbeskyttelse.

Strategistrækningerne er fastlagt ud fra risikobilledet i kystområdet.

Risikobilledet angiver den overordnede vurdering af risikoen i et område.

Ændringer i risikobilledet ses eksempelvis ved skift fra by til land, hvor cellerne på risikokortet typisk skifter farve fra eksempelvis primært grønne og gule celler til også at indeholde røde og lilla celler. Det er disse skift i risikobilledet langs de danske kyster, der er anvendt til inddeling af strategistrækninger.

Kystdirektoratet har gennemgået en række udvalgte kystområder rundt om i landet, der repræsenterer forskellige kysttekniske og topografiske forhold og varierende risikobilleder for oversvømmelse og kysterosion. På baggrund af dette, har Kystdirektoratet lavet en faglig vurdering af hvornår, risikoen bør reduceres.

Er risikoniveauet på en strategistrækningen for enten oversvømmelse eller erosion højere, end hvad Kystdirektoratet fagligt vurderer kan betragtes som acceptabelt, foreslås strategien Reduktion. Er risikoniveauet lavere, foreslås strategien Accept.

Der henvises til metoderapporten for en dybdegående beskrivelse af, hvordan strategierne fastlægges.

Strategistrækningerne er fastlagt på baggrund af risikobilledet, hvorfor risikoen er afgørende for længden af strategistrækningerne.

Strategien til risikohåndtering er bestemt på baggrund af risikoniveauet på den enkelte strategistrækning. Risikoniveauet er en opsummering af risikoværdierne i de 100 x 100 m celler, der er knyttet til strategistrækningen.

Det er ikke muligt af to årsager. Dels tager de vejledende løsningsforslag udgangspunkt i hvad, der vil være en optimal helhedsløsning ud fra kysttekniske forhold. Dels har Kystdirektoratet ikke det nødvendige kendskab til eksisterende kystbeskyttelses vedligeholdelsestilstand og kystteknisk funktionsevne.

Det er kommunen, der som myndighed skal tage stilling til ansøgninger, om forstærkning af eksisterende kystbeskyttelse, og derved skal vurdere i hvilket omfang, eksisterende anlæg kan indgå.

I Kystplanlægger findes informationer og data om konkrete kyststrækninger i hele landet. Det kan være, hvor man bor eller et sted, man har en særlig interesse i. Kystplanlægger kan eventuelt danne udgangspunkt for en dialog med naboer om behov for at etablere kystbeskyttelse for flere ejendomme, en dialog med en rådgiver/kommune om en ansøgning om kystbeskyttelse. Det er også muligt bare at søge viden om de mange forskelligartede kyster i Danmark.

Bølgebrydere, høfder og skråningsbeskyttelse benævnes passiv kystbeskyttelse. Passiv kystbeskyttelse kan reducere men ikke standse erosion på en kyststrækningen.

Bølgebrydere, høfder og skråningsbeskyttelse er passiv kystbeskyttelse mod erosion. Passiv kystbeskyttelse reducerer eller standser ikke den samlede erosion på strækningen, men flytter den ud foran eller nedstrøms de hårde anlæg. Herved bremses den naturlige sedimenttransport, hvilket medvirker til, at mange kyster regelmæssigt mangler sediment. Passive anlæg tilfører ikke nyt sediment til kysten og kan derfor ikke stoppe kysttilbagerykningen.

Ved passiv kystbeskyttelse eksporteres problemet med erosion ofte til naboejendomme.

Kystdirektoratet anbefaler derfor, at man anvender aktiv kystbeskyttelse i form af sandfodring. Formålet med sandfodring er at kompensere for det sandunderskud, som er på en erosionskyst.

Hvis der kompenseres med samme mængde sand, som bølger og strøm eroderer og fører bort fra en strækning, standses kystens tilbagerykning. Hvis der tilføres mere sand end der fjernes, kan kysten rykkes frem, dvs. udad i havet. Og omvendt, hvis der tilføres mindre sand, end der fjernes, rykker kysten tilbage, dvs. ind i land. Kystfodring er den eneste kystbeskyttelsesmetode, der kan tilføre kysten det sediment, og som kan standse tilbagerykningen. Kystfodring kan være en effektiv kystbeskyttelsesmetode mod både kronisk og akut erosion.

Læs mere om kystbeskyttelsesmetoder

Kystplanlægger har til formål at give viden om kysterne og risikoen for oversvømmelser og erosion i et 100-årigt perspektiv til brug for kommunernes planlægning og prioritering af sammenhængende og helhedsorienteret kystbeskyttelse lokalt og på tværs af kommunegrænser. Det udelukker dog ikke beskyttelse af enkeltejendomme, hvor der kan være behov for det.

Kystbeskyttelse i Danmark er i dag præget af mange individuelle og ikke sammenhængende kystbeskyttelsesløsninger, hvor én grundejer har etableret en kystbeskyttelse foran eget grundstykke. Ved erosion flytter en enkeltstående kystbeskyttelse populært sagt problemet videre til naboejendommen, hvilket også kan have betydning for den lokale kystdynamik. Det afhænger bl.a. af, hvilken kystbeskyttelsesmetode, der anvendes. Ulempen ved individuelle løsninger kan opstå ved, at der på en strækning findes forskellige kystbeskyttelsesmetoder (eksempelvis høfder og skråningsbeskyttelser), som ikke arbejder sammen, og derfor ikke yder tilstrækkelig beskyttelse. 

På en strækning med strategien reduktion kan cellerne med meget høj risiko ligge spredt og enkeltvis. Det vil det ud fra en helhedsbetragtning teknisk og økonomisk bedst kunne svare sig at lave enkeltstående løsninger.

Der er intet til hinder for at arbejde med flerfunktionelle løsninger på baggrund af forslagene i Kystplanlægger. Kystplanlægger foreslår udelukkende tekniske konstruktioner til kystbeskyttelse. Disse kan i flere tilfælde integrere flere funktioner, som kan give merværdi og tilpasses området.

I Kystplanlægger tages udgangspunkt i kystbeskyttelsesmetoder, som fremgår af Vejledning om kystbeskyttelsesmetoder. Kystbeskyttelsesprojekter kan skabe merværdi ved at tilbyde flere funktioner, men der bør ikke gås på kompromis med den kysttekniske konstruktion.

De vejledende løsningsforslag vil i de fleste tilfælde kunne designes og etableres, så de rummer flere funktioner end kun beskyttelse. For at finde det optimale multifunktionelle design for et kystbeskyttelsesanlæg kræver det indgående kendskab til lokalområdet samt viden om behov og ønsker i området. Derved kan f.eks. en højvandsmur planlægges som en del af byrummet, så den fungerer som mere en ”blot” højvandsbeskyttelse.

Flere af de vejledende løsningsforslag i Kystplanlægger har i sig selv allerede flere funktioner. F.eks. kan kystfodring udføres, så man forbedrer stranden på strækningen, klitlandskabet kan anlægges, så det giver en mere dynamisk kyst med rekreative værdier, der er attraktiv for de besøgende, og diger kan anlægges med mulighed for stiforløb. Disse forhold bør dog altid planlægges, så anlægget designes til multifunktionaliteten, uden at kystbeskyttelsesfunktionen svækkes og inden for gældende love og regulering. Kommuner kan kun påligne udgifter efter en bidragsfordeling til borgere, der opnår beskyttelse eller anden fordel af kystbeskyttelsesanlægget.

De vejledende løsningsforslag tager udgangspunkt i hvad, der overordnet set vil være en optimal helhedsløsning. Der kan således forekomme sammenfald med eksisterende kystbeskyttelse.

Hvis der foreslås et tiltag, som allerede eksisterer i dag, er det fordi, det er Kystdirektoratets faglige vurdering, at den eksisterende kystbeskyttelse er den optimale løsning for strækningen, på baggrund af den nationale risikokortlægning og de kysttekniske forhold.

Eksisterende kystbeskyttelse medgår dog ikke ved beregningen af risikoen, hvilket fremgår i svar på ”Hvorfor tages der ikke hensyn til allerede eksisterende kystbeskyttelse?”

Kystbeskyttelse kan gå på tværs af kommunegrænser. Både den/de kommuner, hvor borgere opnår beskyttelse, og den/de kommuner, hvor anlægget placeres, skal behandle kystbeskyttelsessagen.

Er det et kommunalt fællesprojekt, skal de involverede kommuner koordinere processen og træffe beslutninger i de forskellige procestrin, der følger af kystbeskyttelsesloven.

Lokale løsninger kan være den kystteknisk bedste løsning i de tilfælde, hvor der kun er tale om beskyttelse af enkeltbeliggende huse, og hvor der ikke derudover er risiko af betydning.

Kystdirektoratet kan vejlede om kystbeskyttelse i forbindelse med kommunale fællesprojekter. Det fremgår af kystbeskyttelseslovens §2, at såfremt projektet gennemføres som et kommunalt fællesprojekt, skal Kystdirektoratet som sagkyndig give en udtalelse om projektet. Endvidere kan Kystdirektoratet efter kommunalbestyrelsens anmodning bistå som sagkyndig under sagens videre behandling. Kystdirektoratet bistår ikke med hjælp til projektering eller lignende.

I kommunale fællesprojekter skal kommunen altid indhente en udtalelse om projektet hos Kystdirektoratet.
Når en kommune anmoder Kystdirektoratet om en udtalelse til projektet, skal anmodningen indeholde en redegørelse for hvilke kystbeskyttelsesforanstaltninger, der planlægges iværksat, og projektets foreslåede linjeføring. Kystdirektoratet skal give en udtalelse senest 4 uger efter modtagelsen af anmodningen.

Kystplanlægger bygger oven på viden og metoder fra Kystanalysen. Datagrundlaget er opdateret i forhold til 2016 med de nyeste data for udviklingen af klimaet, jf. Klimaatlas. Hvor Kystanalysen præsenterede risikoen for oversvømmelser og kysterosion på et aggregeret niveau pr. kommune, præsenteres risikokort og data mv. i Kystplanlægger på detaljeret lokalt niveau (kyststrækninger), der gør det operationelt i forhold til kommunernes planlægning og prioritering af kystbeskyttelse. Det er suppleret med vejledende strategier og forslag til konkrete risikoreducerende beskyttelsestiltag, hvilket ikke indgik i Kystanalysen. Kystplanlægger er designet med det formål for øje at kunne indgå som et fagligt velfunderet grundlag for planlægning af fremtidens udvikling, klimatilpasning og kystbeskyttelse i kystområderne - både på nationalt og lokalt plan.

Læs mere om Klimaatlas

Der er lavet to kortlægninger i denne planperiode af oversvømmelsesdirektivet (2016-2021). Den nationale risikovurdering i 2018 og den detaljerede kortlægning i 14 særligt udpegede risikoområder i 2019, jf. oversvømmelsesloven.

Kortlægningen adskiller sig på flere måder, da disse tjener meget forskellige formål.

Den nationale risikovurdering fra 2018, jf. Oversvømmelsesloven, som implementerer Oversvømmelsesdirektivet, adskiller sig fra kortlægningen til Kystplanlægger på flere punkter:

• Formålet med den nationale risikovurdering er, at identificere områderne med potentiel væsentlig risiko for oversvømmelse fra hav eller vandløb og udpege disse områder som risikoområder.
• Den nationale risikovurdering iht. Oversvømmelsesdirektivet bygger på én ekstremhændelse frem for flere hændelser, som det er tilfældet i Kystplanlægger.
• I den nationale risikovurdering er både håndgribelige og uhåndgribelige sårbarheder inkluderet, ved at anvende et indeks til at beregne risikoen frem for en økonomisk risikoberegning, som er grundlaget i Kystplanlægger.
• Erosionsfaren og –risikoen er kortlagt i Kystplanlægger, hvilket ikke er tilfældet i kortlægningerne til Oversvømmelsesdirektivet, som kun dækker oversvømmelse fra hav og vandløb.

Den detaljerede kortlægning i risikoområderne fra 2019, jf. Oversvømmelsesloven adskiller sig på følgende punkter:

• Kortlægningen iht. Oversvømmelsesloven er kun udarbejdet for og i risikoområderne og kan derfor kun anvendes af de udpegede kommuner. Kystplanlægger dækker hele landet og kan dermed anvendes af alle kystkommuner.
• Kortlægningen iht. Oversvømmelsesdirektivet bygger på dynamiske oversvømmelsesmodeller. Dette er på nuværende tidspunkt ikke muligt for hele landet inden for en overskuelig tidsramme, hvorfor oversvømmelseskortlægningen i Kystplanlægger er baseret på Havvand på land. Der kan derfor være forskellige i oversvømmelsesudbredelsen i de to kortlægninger.

Læs mere om den nationale risikovurdering og kortlægningen i risikoområderne på hjemmesiden for Oversvømmelsesdirektivet

Kystplanlægger kortlægger risikoen for oversvømmelse fra hav og erosion i kystområderne, heri indgår ikke oversvømmelse fra vandløb. Det anbefales, at kommunerne inkluderer viden om alle kilder i vandkredsløbet i arbejdet med klimatilpasning og kystbeskyttelse, så helhedsløsninger fremmes og ikke skaber utilsigtede problemer f.eks. oversvømmelse andre steder.

Kystdirektoratet har udarbejdet en national kortlægning af oversvømmelse fra vandløb for en statistisk 20-, 100 og 1.000 års hændelse, hvor GEUS’ vandføringsstatistikker fra 2013 danner grundlaget for beregningen. 1.000 års oversvømmelsen er anvendt til den nationale risikovurdering i 2018, jf. oversvømmelsesloven. Denne risikovurdering kan ses på WebGIS for oversvømmelsesdirektivets plantrin 1.

Læs mere om vandløbsberegningerne og tilgå data på hjemmesiden for Oversvømmelsesdirektivet 

Se data fra den nationale risikovurdering fra 2018 på hjemmesiden for Oversvømmelsesdirektivet

De vejledende strategier og forslag til løsninger i Kystplanlægger bygger på risikokortlægningen og kysttekniske vurderinger. Risikokortlægningen bygger på modelleringer og generiske data.

Kommuner kan selv iværksætte analyser af et specifikt område, som kan være mere detaljeret end Kystplanlægger. De vejledende løsningsforslag i Kystplanlægger er overordnede og vejledende. Håndtering af lokale problemer og ønsker kræver oftest indgående lokalkendskab, når der skal findes og implementeres konkrete løsninger.

Kystplanlægger benytter klimascenariet RCP8.5.

For planlægning på en tidshorisont ud over 2050 anbefaler DMI at anvende klimascenarie RCP8.5. Dette anbefales til planlægning, hvor der er meget høje krav til robusthed.

For planlægning og beslutninger, der kræver særlig robusthed, bør dette suppleres med worstcase-analyser, specielt for havstigninger.

Læs mere om klimascenarier:

Hent PDF: Vejledning i anvendelse af udledningsscenarier

Kystplanlægger bygger på bedst tilgængelig viden og autoritative scenarier for fremtidens klima. Vi ved, at havvandstanden vil stige og stormfloderne vil blive hyppigere og voldsommere. Men hvornår den næste store storm kommer og præcis hvor, den rammer, kan vi ikke sige.

Risikoen vil ændre sig over tid afhængig af hvordan, boligområder, byer og infrastruktur udvikler sig i kystområderne. Jo flere værdier tæt på kysten, jo større er de potentielle tab.

Ved at arbejde med et langsigtet perspektiv, selv om det rummer usikkerheder, kan vi planlægge i tide med henblik på at etablere omkostningseffektive løsninger på det rigtige tidspunkt, og det vil også kunne bidrage til at forebygge fejl- og overinvesteringer.

Kystplanlægger tager ikke stilling til sagsbehandling efter kystbeskyttelsesloven eller andre lovgivninger, herunder hensyn til naturbeskyttelse, fredninger eller Natura2000. Disse hensyn skal behandles i forbindelse med en konkret ansøgning om etablering af kystbeskyttelse, hvor kommunen er myndighed.